MODE i Vejle
 
 
 
 
 
 
Tusind tak for besøget - og det gode humør !

På udstillernes og egne vegne vil Nord-Fair gerne takke indkøberne for besøget på MODE i Vejle. Til trods for at Covid19 har sat en ny dagsorden, hvor hygiejne og besøgsrestriktioner er omdrejningspunktet, kunne vi glæde os over en besøgsfremgang, som bekræfter behovet for at kunne mødes og se kollektionerne live.
 
Det var en sand fornøjelse at se så mange indkøbere og udstillere med en seriøs tilgang til messen. Vi har spurgt nogle af indkøberne, hvad de lægger mest vægt på og hvilken værdi messen har for dem, og her er deres indtryk fra messedagene i Vejle;
 
 
 
Nina Møller, indkøber, Butik Kornes på Frederiksberg
 
“Det er femte gang, vi besøger MODE-messen i Vejle, hvor vi disponerer. Fra Butik Kornes på Frederiksberg deltager vi med to personer - jeg deltager sammen med indehaveren, så vi er beslutningsdygtige messegæster. Vi plejer at være til modeugen i København tre dage og i Vejle i to dage, men denne sæson brugte vi kun en enkelt dag i København, så de to dage i Vejle blev endnu vigtigere for os.
 
Vi kan godt lide den rolige stemning i Vejle, hvor der er fred til disponeringen, og vi handler primært med leverandører, som vi har lavet faste aftaler med i forvejen. Denne gang fandt vi dog også to nye leverandører, som vi ikke havde aftaler med - én på strømper og én på bælter.
 
Jeg synes, MODE i Vejle fungerede perfekt i forhold til de forholdsregler, arrangøren havde taget på grund af corona. Der var handsker og sprit ved buffeten, der var et ekstra sted til betaling af drikkevarer, der var styr på, at der ikke var for mange mennesker i hallen ad gangen, og i det hele taget var det en tryg og god oplevelse af deltage i messen. Vi nyder, at man kan koncentrere sig om disponeringen i professionelle rammer, og vi glæder os til at deltage igen til næste sæson."
 
 
 
Nadia Sass, indehaver af Sass.dk ”
 
"Vi har en webshop med fokus på lingeri og bademode målrettet danske og svenske forbrugere. Det var første gang, jeg besøgte MODE i Vejle i august, men jeg har gennem årene fået den varmt anbefalet fra kolleger i branchen. Så denne sæson skulle det afprøves. Messen levede fint op til mine forventninger – det er ingen fancy event, men det var heller ikke vores behov. Vi havde netop brug for en fokuseret disponeringsmesse, som samler mange leverandører inden for lingeri.
 
Jeg besøgte messen både mandag og tirsdag, hvor jeg disponerede fra morgen til aften hos eksisterende leverandører, som jeg i forvejen havde booket aftaler med. Jeg fandt også et par nye, interessante brands, som jeg måske indleder samarbejde med.
 
MODE er en hyggelig ”hands-on”-messe, og jeg var positivt overrasket over, hvor godt styr arrangørerne havde på både tryghed og sikkerhed i forhold til corona, men også over den information, som vi modtager som indkøbere forud for og under messen. Det hele var meget professionelt, og alt fungerede. Alene sådan en ting, som at messen byder på gratis buffet, og organiserer det, så der ingen kø er, betyder meget for os indkøbere. I det hele taget står det høje serviceniveau i kontrast til, hvad vi ellers oplever på de store messer. I Vejle kunne vi bruge tiden på at disponere og dermed optimere vores tid.”
 
 
 
Claus Frølund fra Frølund (3 butikker og webshop)
 
“Vi bruger normalt MODE-messen i Vejle til indkøb, og denne sæson var ingen undtagelse. For os var messen i Vejle vigtigere end nogensinde før, da vi ikke deltog i København denne sæson. Det betød, at vi havde travlt i Vejle, hvor vi disponerede hos 7-10 leverandører. Generelt bruger vi også messen i Vejle til at kigge på nye brands, som vi måske har haft kig på et stykke tid - det er lidt mere uforpligtende, end hvis vi inviterer dem ud i butikken.
 
Frølund besøger MODE-messen hver sæson, fordi det er en effektiv indkøbsmesse, hvor vi får en masse fra hånden på én dag. Det er en overskuelig og fokuseret messe, hvor det er nemt for os indkøbere at bevare overblikket på vores indkøb, fordi vi går fra aftale til aftale. Vi køber flere produktgrupper som for eksempel overtøj, bukser og strik, og messens udbud af udstillere matcher fint Frølund-butikkernes behov."
 
 
 
Henrik Grundtoft fra Gundtoft og Wunderwear
 
“Vi besøger MODE-messen i Vejle hver sæson. Vi deltager typisk med fem indkøbere på damemode og tre indkøbere på lingeri.
 
Vi disponerer tilsammen hos omkring 12-15 udstillere med overtøj og beklædning plus et antal lingerileverandører.
 
For os er MODE-messen praktisk, dels fordi den ligger lokalt i Vejle, hvor vi også selv holder til, dels fordi vi får købt en masse ind på én dag. Ofte har vi hentet inspiration i forvejen på andre modemesser, og nogle brands har vi også haft besøg af i butikken. Det betyder, at vi kan træffe beslutninger og er klar til at disponere, når vi er på messen i Vejle."
 
 
 
Vi inviterer til MODE i Vejle igen fra den 14.-16. februar 2021 sideløbende med Herretøjsmessen, som løber af stablen den 14. og 15. februar. Vi glæder os til at se dig!
 
 
Hvis du fortsat er interesseret i at modtage adgangskort og katalog pr. post til MODE i Vejle samt enkelte nyhedsmails omkring messen, skal du intet gøre.
 
Får du kun vores nyhedsmail, men er også interesseret i at modtage adgangskort og katalog pr. post så kan du kontakte Charlotte fra Nord-Fair AS på charlotte@nord-fair.dk.
 
Nyhedsbrev kan tilmeldes ved at benytte lnket "Tilmeld nyhedsbrev" nedenfor eller ved at kontakte Charlotte fra Nord-Fair AS på charlotte@nord-fair.dk
 
Ønsker du at afmelde nyhedsbrev og katalogudsendelse kan du benytte linket "Frameld nyhedsbrev" nederst i denne mail. Du kan desuden se mere omkring vores persondatapolitik i "GDPR" linket nederst.
 
Du er naturligvis meget velkommen til at dele vor nyhedsmail via knapperne nedenfor.